Ny strategi fra SKAT: Straffer ærlige sommerhusejere i en større sags tjeneste.

SKAT straffer ærlige sommerhusejere der lejer ud på egen hånd

Ny politisk aftale mellem Regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale, straffer ærlige sommerhusejere, der udlejer deres sommerhus eller fritidshus på egen hånd. En lovlydig sommerhusejer må fremover nøjes med et skattemæssigt fradrag på 11.000 kr. om året og en skat på 60% af resten.

Udlejer man i stedet gennem et dyrt udlejningsbureau, kan man se frem til et fradrag på 40.000 kr. om året. Dermed belønnes bureauerne på de ærlige sommerhusejeres bekostning.

– Jeg har hele tiden været klar over, at der var borgere, der med rette ville føle sig dårligt behandlet og mødt med mistillid, fordi de indberetter deres indtægter og betaler deres skat.

– Men sandheden er bare, at det er meget få, der indberetter deres indtægter. Der er mange sorte penge i dette marked, så man kan sige, at de lovlydige borgere betaler en pris i en større sags tjeneste, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) til Politiken.

Straffer ærlige sommerhusejere for at komme sort arbejde til livs

Den politiske aftale er kommet i hus med det formål at komme sort arbejde til livs. Når man straffer ærlige sommerhusejere, må man sige at der er tale om en helt ny strategi fra SKAT: Straf dem der overholder de gældende regler.
Umiddelbart er det svært at se, at det skal motivere dem der udlejer sort, til at blive lovlydige skatteborgere.

Tanken bag den politiske aftale er, at det er nemmere at kontrollere, når det er et bureau der indberetter til SKAT, frem for at ejere af fritidsboliger selv skal indberette deres indkomst.

Vinderne bliver uden tvivl de mange udlejningsbureauer der tager sig godt betalt. De får jo noget der ligner et statstilskud oven i hatten.

Mange fritidshus udlejere vil ikke være med.

De sommerhusejere vi har talt med, er ikke interesseret i at udleje gennem udlejningsbureauerne. Gebyret hos bureauerne ligger tit på 30-40% af lejeindtægten og det er lige i overkanten mener mange.
Et andet væsentligt argument for at udleje sin fritidsbolig på egen hånd er, at man selv bestemmer hvem man tager ind som lejer, mens bureauerne lejer ud til hvem som helst.

Når man vælger at straffe ærlige sommerhusejere, føler mange sig mistænkeliggjort. De føler man presser dem til at udleje gennem bureauer, fordi man mener de snyder.

Flere ejere af fritidshuse udtrykker tvivl om, hvorvidt de ønsker at leje ud fremover.

Hvis det bliver effekten af den politiske aftale, er det svært at få øje på fornuften. Færre sommerhusudlejninger føre til stigende priser og færre turist-overnatninger. Det gavner hverken turistindustrien eller statskassen.

Se mere på Politiken.dk

Følg og like Segmenta.dk på: